Bare rolig, lige om lidt er der ø-lejr igen. Forlejren begynder at sætte telte op om kun:
Bare rolig, lige om lidt er der ø-lejr igen. Forlejren begynder at sætte telte op om kun:
Fællesskab
Ø-lejr-ferie er noget, man gør sammen i fællesskab. Alt, hvad der sker på lejren, laves, styres, arrangeres, bygges, diskuteres, tegnes, skrives, males, slibes, opsættes, snittes, vaskes og tømmes af ø-lejrdeltagere.
Vi er fælles om madlavning, indkøb, oprydning og alt det andet, der skal til for at få nogle dejlige uger på lejren. Udgangspunktet er, at man som minimum laver en tjans på lejren hver dag – barn, ung eller gammel – om det så er at rydde op, lave mad, fjerne skrald eller tømme lokum.
Lyø Ø-lejr er en non-profit forening, så der er ingen, der tjener penge på at holde lejren – derfor gør vi det sammen.
Du kan læse mere om foreningen her.
På ø-lejren møder du mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag. Der er plads til forskelligheder, og vi sætter pris på, at du er dig selv, som du bedst er.
natur
Lyø Ø-lejr foregår under åben himmel i telte i al slags vejr. Det betyder, at det er naturen, der bestemmer på lejren.
Når solen skinner, foregår de fleste aktiviteter ude på pladsen, i skyggen bag et telt eller i havet på en svømmetur. Hvis det regner, samles vi i køkkenteltet til snak, musik og spil. Nogle gange ser man deltagere forsøge sig med en regndans.
Der er næsten altid blæst, da vi er tæt på vandet på den sydvestlige del af øen, og lejrpladsen ligger i et (forholdsvis) åbent landskab. Når vinden tager til, skal bardunerne strammes, og teltene sikres. Det er sket i lejrens historie, at telte er blæst omkuld, eller at man har valgt at tage dem ned. Det er en fælles opgave at sikre, at alt står, som det skal – men hårdt vejr har også en ende.
Da vi har meget lidt kunstigt lys på lejren, og lejren er omgivet af åbne vidder, kan du om natten opleve en fantastisk stjernehimmel i al sin pragt.
Hvis der blot er det mindste tegn på en solnedgang, vil du opleve, at de fleste lejr-deltagere strømmer til solnedgangsstenen for at synge solen godt i seng.
At være i naturen døgnet rundt en hel uge kan være både udfordrende og krævende, men glæden ved naturen og naturoplevelserne er stærk på lejren. Sammen deler vi oplevelsen og de udfordringer, som den åbne himmel bringer.
Igangsætteri
På de forskellige uger er der igangsættere, der afholder workshops eller sætter aktiviteter i gang, som ugens deltagere kan deltage i. Igangsætterne er ofte deltagere, der har været på ø-lejren før, men nogle gange beslutter regnskabsførerne for ugen at hente igangsættere udefra for at få det bedste match til ugens tema.
Igangsætterne er som regel valgt, inden ugen begynder. Nogle gange er der også deltagere, der spontant arrangerer workshops, ture eller andre aktiviteter. Dette er altid meget velkomment og værdsat.
Gennem årene har vi oplevet igangsætteri i form af kor, croquis, “walk-and-draw”, kædedans, visesang, begynder-guitar og -harmonika, sammenspil, tango, polka, fællesdans, yoga og mange, mange flere sjove, spændende og samlende aktiviteter.
Frivillighed
Ø-lejren ville ikke eksistere uden de ø-lejrdeltagere, der arbejder året rundt for at skabe de bedste rammer for en fantastisk lejr på Lyø.
De frivillige deltager blandt andet i generalforsamlingen, hvor de bidrager med viden og evaluering, så ø-lejren kan fortsætte sin positive udvikling. Der er også frivillige, som tager ansvar for nyindkøb af materiel til lejren, transporterer ting dertil og hjælper med at planlægge ugerne for det kommende år til januarmødet.
Næsten hvert år er der også frivillige, der tager til lejren i Kristi himmelfartsferien for eksempelvis at istandsætte badehuset, bygge en ny trappe til udkigsposten eller fjerne hybenroser fra lejrpladsen. Ligesom der ikke ville være en lejr uden deltagerne på Forlejr, der sætter den op, eller en lejr året efter uden Efterlejr, der pakker vores materiel ned.
Regnskabsførerne for de enkelte ø-lejruger har frivilligt påtaget sig ansvaret for at sikre, at ugens økonomi hænger sammen, samt for at opkræve betaling fra eventuelle manglende betalere.
Derudover er der bestyrelsen, som i løbet af året sørger for at arrangere møder, sikre, at der er regnskabsførere for de enkelte uger, samt at regnskabet går op og budgetterne overholdes.
Næste gang du er på lejren, så husk at værdsætte de frivillige – uden dem ville vi ikke have denne skønne lejr. Og husk: Du kan altid nå at blive en del af den frivillige hær!
Billeder af søde frivillige ølejrdeltagere
Ugerne
Lyø Ø-lejr opsættes hver sommer i slutningen af juni og tages ned igen i begyndelsen af august. I denne periode er lejren opdelt i uger, hvor hver uge har sit eget tema. Fælles for ugerne er, at musik altid spiller en rolle og på den ene eller anden måde præger ugen.
Derudover er der i hver uge igangsættere, der arrangerer aktiviteter i tråd med ugens ånd. Det kan for eksempel være pileflet, tango, kor eller sammenspil.
Overordnet er den grundlæggende ø-lejrånd, at alle deltagere er med til at forme ugen. Måske får man lyst til at arrangere en fest og invitere de andre deltagere, afholde en backgammon-turnering eller synge hele Højskolesangbogen igennem.
Det er op til den enkelte – og netop det er med til at gøre ø-lejren til det, den er: en ferie i fællesskab.